Skriblerier

Noget så sexet som ophavsret

Jeg har længe tænkt på at skrive om dette emne, men jeg har af forskellige årsager lige haft behov for at tygge på emnet og min vinkling på samme.

Sidste år modtog jeg en mail fra en tysk advokat. Vedkommende repræsenterede en fotograf hvis billede, jeg havde brugt på min daværende blog. Et billede som jeg nogle år forinden havde pinnet på min Pinterest, og som linkede videre til en blog på Tumblr. Kilden var ikke synlig, og jeg tænkte ikke nærmere over det. Sådan noget som ophavsret var dengang, og er for nogle stadig, en jungle at navigere i. Og hvis du, som mange andre, for eksempel finder din inspiration på Pinterest, skal du holde tungen lige i munden.

Hvad brevet fra den tyske advokat omhandlede nærmere, behøver jeg ikke at komme ind på. Men afsenders argumenter var desværre legitime, og der blev krævet en erstatning for brud på ophavsretten. Jeg kom ud af situationen med en portion dyrt betalte lærepenge, men alt ordnede sig heldigvis.

Ophavsret er ekstremt vigtigt at have med i dine arbejdsrutiner, når du arbejder med PR og kommunikation. Om det er en bloggers billede af dit/jeres produkt, som du regrammer på Instagram, eller om du Googler dig frem til et billede, der passer perfekt til dit nyhedsbrev. Ophavsretten spiller en rolle.

Mit råd til dig er, at du altid spørger om lov til at bruge andres billeder. Uden undtagelse. Det lyder kedeligt og som noget, der kræver din tid. Men se på det som en mulighed for at skabe en tættere relation til ophavspersonen – en potentiel interessent. Hvis du har brug for et stemningssættende stock image til dit nyhedsbrev, vil jeg anbefale dig at bruge Unsplash.com. Her er, hvad siden fortæller om konceptet: “All photos published on Unsplash can be used for free. You can use them for commercial and noncommercial purposes. You do not need to ask permission from or provide credit to the photographer or Unsplash, although it is appreciated when possible.” 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *